Forårsfornemmelser på kysten 

Tankerne blev ved med at kredse om dén fisk. Som en raket, havde den skudt sig selv efter min Penna. Det krystalklare vand havde afsløret hver eneste bevægelse under overfladen. Det klare vand havde også afsløret, at det var en rigtig flot havørred, som altså ikke valgte at hugge, men blot inspicere min agn på behørig afstand. 

Nu trillede jeg imidlertid ind på parkeringspladsen igen, og forholdene så nu langt bedre ud, end i går. Vinden havde taget til i styrke og var nu ikke længere i ryggen, men stod skråt ind på kysten. Vandet havde allerede taget farve. Uden drivende ålegræs, men med lidt “svæv” i vandsøjlen. Med andre ord, så virkede forholdene ideelle. 

På parkeringspladsen var jeg imidlertid ikke alene. Der holdte to andre biler. Mon det bare var motionister eller var der andre langs kysten, i det samme ærinde som mig? Det spørgsmål fik jeg hurtigt svar på. Til min ærgrelse kunne jeg nemlig skimte to skikkelser i vandkanten, som afslørede, at jeg ikke var den eneste med interesse for områdets havørreder.

Grejet lå klar i bilen fra igår, så jeg kom hurtigt i mine waders og listede ned på kysten. De to andre lystfiskere var nu nået til det sted, hvor jeg havde den fine følger i går. Skulle jeg nu gå i en stor bue, uden om de to andre lystfiskere, og så liste foran dem længere fremme langs kysten, eller skulle jeg vælge at fiske efter dem? Jeg valgte det sidste, endda med ekstra god afstand. 

Det første kast gav ikke noget. Det gjorde det tredje eller fjerde dog. En fin lille blank på ca. 45 cm. Nu var turen på en eller anden måde allerede reddet. Jeg fortsatte fremad langs kysten og kunne konstatere, at de to andre lystfiskere nu havde sat sig op på land og var i gang med kaffen, netop ved de sten, hvor jeg havde den gode følger i går. Tålmodigheden blev udfordret, mens jeg sneglede mig tættere på området. Mon de ville fiske videre langs kysten efter kaffen?

I løbet af den næste time fik jeg tre mere, af de små blanke. Den ene var nok under målet, men jeg blev bekræftet i, at agnvalget virkede velvalgt. Selvom vandet havde fået lidt farve, så var der alligevel rimelig sigt, og derfor fortsatte jeg min jagt, med en 13 gram Penna på forfanget, i farven Green Tobis – en fantastisk naturtro imitation af tobisen.

De to andre fiskere virkede meget beslutsomme i deres pladsvalg. De havde stort set ikke bevæget sig væk fra deres plads. Jeg kunne sådan set sagtens forstå dem. Det var jo præcis det samme område, som jeg selv gerne ville kredse ekstra godt om. Hilse på dem, det skulle jeg i hvert fald. Så da de næste gang hev termoflaskerne frem, listede jeg over til dem. Efter en lille hyggesnak, så forstod jeg endnu bedre, at de havde “slået lejr”. De havde selv haft et par gode følgere, men de havde også fået to flotte blanke – ret store endda!

Efter snakken listede jeg videre langs stranden. Jeg glædede mig over synet af de to flotte fangster, mens jeg selv gik ud i vandet på det næste stræk. Lysten til at lande en god fisk, var dog ikke blevet mindre. Strækket er fyldt med store sten. Glatte sten! Faktisk skal man et godt stykke fra land, før det for alvor giver mening at fiske, for det lave vand med masser af store tangbuske er umuligt at fiske på, når der er lavvande. 

Mens jeg står i mine egne tanker, hører jeg er par strandskader bag mig. Jeg har netop kastet ud, men kigger mig alligevel over skulderen efter de to fugle. Under dén bevægelse, har jeg måske lavet en form for spinstop. Min Penna bliver i hvert fald taget i et seriøst hug!

Ret hurtigt bliver jeg klar over, at det er bedre fisk, som har taget wobleren. Havørreden viser sig straks i en serie af “rusk og rulleri” i overfladen, inden den svømmer hurtigt langs kysten i et lækkert udløb. En smule målløs over fiskens kraft balancerer jeg rundt på de glatte sten. Jeg vil helst lande fisken herude, hvor der er dybt vand foran mig og ønsker på ingen måde at komme tættere på de store sten langs land.

Det virker dog faktisk som om, fisken har læst mig som en åben bog. Ganske mod min forventning, så laver fisken nemlig endnu et kraftfuldt udløb, men denne gang ikke langs kysten, men derimod direkte ind mellem stenene på det lave vand! Min puls stiger for hver eneste gang, at jeg nu kan mærke, at linen enten skærer mod en af de store sten eller hænger fast i buskene med savtang. Flere gange bliver linen faretruende slap, alt imens jeg febrilsk forsøger at få kontakt til fisken igen. 

Fisken har tilsyneladende i sinde, at fortsætte kampen på det lave vand mellem sten og tangplanter – en åbenlys fordel i fiskens favør. Stakåndet og med hænder, der hverken fremstår rutinerede eller sikre længere, vakler jeg selv med ind på det lave vand. Det hele er ved at ende helt galt, da jeg på et tidspunkt snubler på de glatte sten og vælter ned i vandet, så jeg godt kan mærke at vandtemperaturen endnu er ret lav. 

Marginalerne er dog på min side til sidst. I det andet forsøg lykkedes det nemlig at liste den flotte havørred ind over netrammen, mens jeg forpustet, og lille smule rystet, kan fyre et forkølet “YEEES” ud over havet!

Et kig mod netposens pressede masker afslører en ægte forårsskønhed. Det kunne for så vidt godt ligne den fisk, som havde fyldt mine tanker det sidste døgn. 2 sølle milimeter fra at ramme 70 cm på målebåndet, men til gengæld i en suveræn god form og bygning. 

På vejen hjem passerer jeg de to andre kystfskere igen. Nu kan jeg selv bidrage med en god “røver”, da vi får os en snak ved kysten. Forårssmilet sidder kækt på læben – jeg elsker denne årstid langs kysten!

Vil du vide mere om Penna? Så læs mere her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.